Adoption fra fattige til rige lande skaber flere forældreløse, end den hjælper, mener ngo'en Against Child Trafficking
af DORRIT SAIETZ
Man kan næppe forestille sig et mere umage par aktivister.
Hollandske Roelie Post er tidligere topembedskvinde i EU-kommissionen.
Tyske Arun Doehlie er arbejdsløs fi-nanskonsulent og voksent adoptivbarn fra Indien.
Deres fælles ' arbejdsplads' er en uopvarmet kælder under et rækkehus i Bruxelles få skridt fra EU-kommissionens prangende hovedkvarter i glas og stål.
Her bor ngo'en Against Child Trafficking - Mod Børnehandel - som kæmper imod adoption. »Jeg troede som alle andre, at adoption var godt«, fortæller Roelie Post. I hvert fald indtil hun i 1999 blev bedt af sine chefer i EU-kommissionen om at tage ansvar for at løse problemet med Rumæniens berygtede børnehjem.
»Rumænien kunne ikke komme i EU, før de respekterede børns og mindretals menneskerettigheder«, fortæller hun.
De første rejser rundt på besøg på børnehjem og hospitaler var en chokerende oplevelse. Hele hospitalsafsnit var indrettet som »babyfarme« med stuer, hvor vuggerne stod på rad og række. Den rumænske minister forklarede hende grinende, at han havde indført et pointsystem, så de lande og organisationer, der bidrog med flest penge, optjente point og fik tildelt børn herefter til adoption. Rumænien var ti år efter Murens fald blevet et kæmpe marked for børnehandel. På kun ti år var 30.000 børn blevet adopteret af udenlandske forældre, som betalte store pengesummer.
Alligevel var børnehjemmene fortsat fyldte, da Roelie Post begyndte sit oprydningsarbejde i 1999.
»Vi brugte seks år på at opbygge et moderne system til at beskytte børn, med støtte til familierne, med plejefamilier og små familieagtige børneinstitutioner, oplysning om børns rettigheder og uddannelse af alle faggrupper. Men vi mødte massiv modstand fra alle, der havde en interesse i adoption og i virkeligheden ville bevare børnehjemmene«, fortæller hun.
Det blev en hård kamp, men hun havde fuld opbakning fra sin øverste chef, udvidelseskommissær Günter Verheugen.
»Vi vil ikke lukke et land ind i Europa, der sælger sine børn. Vi ønsker ikke et børnemarked i Europa«, sagde han.
Pres og trusler
Da Rumænien under pres fra EU indførte et midlertidigt stop for adoptioner i 2001, udløste det et kæmpe slagsmål. Der var et massivt pres fra adoptionsbureauer, politikere og regeringer. Selv USA's forsvarsminister, Colin Powell, pressede på i forbindelse med forhandlingerne om Rumæniens Nato-medlemskab, fordi der stod tusinder af amerikanske forældre på venteliste til et barn i Rumænien.
Lobbyister bombarderede kommissionen med henvendelser, og Roelie Post blev udsat for daglige anonyme trusler; der var folk, som fulgte efter hende på gaden, og hendes hoveddør blev flere gange smadret. Men hun arbejdede videre med sine chefers opbakning.
»Jeg er ikke imod adoption; jeg er for børns rettigheder. Du kan ikke lade private bureauer sælge børn til udlændinge.
I Rumænien var markedet for adoption drevet af efterspørgsel, og tilsyneladende var børnene på børnehjemmene på grund af adoption og ikke omvendt«, siger Roelie Post.
Indiske rødder
Arun Dohles historie er en helt anden, men handler alligevel om det samme.
Kun to måneder gammel blev han adopteret af et tysk ægtepar på bryllupsrejse i Indien. De tog ham med hjem og gav ham en god og kærlig opvækst.
»Jeg er en meget lykkelig adopteret. Det var nogle gode adoptivforældre, der købte mig. Jeg er ikke imod adoption, fordi jeg er ulykkelig, men fordi jeg har opdaget al den børnehandel, der foregår«. Den erkendelse kom, da han forsøgte at finde sin biologiske familie i Indien. Det blev en langvarig rejse over 17 år, før det omsider lykkedes. Han rejste til sin hjemby i Indien for at lede, og der mødte han mange andre familier, som søgte forgæves efter deres børn.
»Det var sådan, jeg fandt ud af det, fordi jeg begyndte at hjælpe andre adopterede og kvindeaktivister, som bekæmpede adoption. Min egen mor gav aldrig samtykke til at give mig væk. En af mine venner husker, at hendes mor var prostitueret, og det var måske også blevet hendes liv. Men det er stadig forkert; adoption er ikke løsningen«, mener Arun Dohle.
I 2003 sagde Arun Dohle sit gode job som finanskonsulent op og bruger nu al sin tid på at kæmpe imod international adoption. Han rejser til Indien og Etiopien; han var i Malawi, da Madonna kom for at adoptere endnu et barn, han samler dokumentation for hundredvis af sager og lægger dem ud på ACT's hjemmeside, han skaffer frivillig advokathjælp til adoptivbørn og biologiske forældre.
Adopterbare børn
Men hvad med de børn, som virkelig har mistet deres forældre? Børn, som sulter og er syge, børn, der er flygtninge, tørkeofre, lever på gaden. Skal vi da ikke hjælpe dem? »Vi tillader jo netop ikke adoptioner fra områder i krig og krise«, siger Roelie Post.
»Ganske vist startede international adoption med Koreakrigen, men i dag er alle enige om, at fra krigs-og katastrofeområder skal man vente og give forældrene en chance for at finde sammen, fordi der ellers er alt for stor risiko for børnehandel«. Adoption foregår derfor fra lande, der som minimum har et retsapparat med dommere, som kan skrive under på papirerne.
Og det er primært de yngste og sundeste børn, som er »adopterbare«. For hvert barn, der på den måde bliver hentet ud af et børnehjem, kommer der bare to nye. Børnehjemmene lever af indtægter fra adoption og er nødt til hele tiden at skaffe nye børn. Derfor ser man i et land som Etiopien, der de seneste ti år har oplevet et boom i adoptioner til udlandet, at antallet af børnehjem vokser, hvor det modsatte burde være tilfældet.
»Så længe et land ikke stopper for adoption, bliver der ikke bragt orden i forholdene og indført ordentlige systemer til at hjælpe og beskytte børnene«, mener Arun Doehlie. Hans eget fødeland, Indien, hvor adoptionsskandalerne florerer, sender cirka 1.000 børn ud af landet hvert år.
Men det har ikke hjulpet de mange indiske børn, der tigger på gaden eller sælges til prostitution.
»Indien er et kæmpe land og rigt nok til at tage sig af tusind børn om året«, siger Arun Doehlie. Der er tilmed lange ventelister af indiske forældre, som ønsker at adoptere, og som på papiret har en vis fortrinsret.
Men dem er der færre penge i, så i praksis kommer de bag i køen eller må betale under bordet.
Fyret med løn
I 2004 stoppede Rumænien helt for adoption.
Roelie Post havde udført sin mission i Rumænien til sine foresattes store tilfredshed: »Jeg fik æren for at rydde op i Rumænien og blev rost for at have politisk tæft og sans for problemløsning, men da der kom en ny kommission og jeg fik nye chefer, blev jeg taget af posten med en dags varsel«. Selv om Roelie Post blev overført til andre opgaver, blev hun dog ofte spurgt til råds, fordi alle vidste, at hun var ekspert i børns rettigheder. Så de mange lobbyister, der øjnede en frisk chance for at få genåbnet adoptionerne fra Rumænien, stødte stadig på hende. »Der sad denne kvinde og huskede alt og bremsede genåbningen.
I 2007 fik jeg besked på, at jeg ikke længere havde tilladelse til at arbejde med børns rettigheder eller børnehandel.
Så syntes jeg, de skulle fyre mig, men det ville de ikke«, fortæller Roelie Post.
Da hun nægtede at bøje sig, fandt hendes tidligere chef på, at hun kunne oprette sin egen ngo, som hun nu arbejder for, samtidig med at hun formelt fortsat er ansat og modtager sin fulde løn fra EU.
»Det er en fuldstændig grotesk løsning, som kun tjente til at redde kommissionen fra et ansigtstab. Her sidder jeg for skatteydernes penge, mens EU bruger massive summer på støtte til adoption«, siger Roelie Post. »Min løn er rigeligt til at leve af, men ikke nok til at køre en organisation, og der er absolut ingen, der vil støtte os, fordi de mener, vi har en alt for negativ dagsorden«. Det rumænske adoptionsstop står dog stadig ved magt. Antallet af børnehjemsbørn er støt faldet og nåede i 2010 19.000, det laveste siden Murens fald.
WWW Se mere på ACT's website: www.againstchildtrafficking.org.